Henvendelse fra Naturstyrelsen
Vi har som tidligere udmeldt på CCH/MTB modtaget henvendelse fra Naturstyrelsen vedr. MTB kørsel uden for sporet i Tornby og Vinstrup. Nedenfor ses uddrag af henvendelsen som indeholder retningslinjer for brug af områderne. Vi opfordrer til at følge disse retningslinjer!
I Tornby har aftalegrundlaget for mtb-ruten været, at CCH skulle være ambassadør for at der kun køres på ruten og grusvejene. Det betyder, at klubben kun arrangerer træning på ruten, at medlemmerne vedholdende opfordres til kun at cykle på ruten og at man til enhver tid er villig til at tage en snak med folk (også ikke-medlemmer) der cykler uden for ruten og forklarer, at man har fået nogle særlige privilegier med ruten men at der med disse også følger en begrænsning andre steder. Hele formålet med dette er, at der skabes muligheder for mange former for friluftsbrug – også for dem der gerne vil kunne gå en stille tur ude at møde cykler på en smal sti – og at der tages hensyn til naturen.
I Vinstrup – som egentlig er for lille til en mtb-rute – har det været en helt klar aftale, at der kun cykles på ruten/teknikbanen og under ingen omstændigheder på naturarealerne og stierne mod øst – heller ikke bag om vængerne nord for Skovtoften. Vi har haft rigtig mange konflikter derude og jeg har overfor dem der går tur med og uden hund forsvaret mtb-rytternes ret til at også at være der med den begrundelse, at vi har lavet en aftale om en rute og at de kan undgå cyklerne ved at gå på de andre stier.
Førstehjælpskurser
Førstehjælpskurset for Landevejskaptajner er flyttet til 30/01/19. Se også begivenheden på CCH Kaptajner. Dette kursus er målrettet skader på racercykel og på asfalt. Der er fortsat ledige pladser og MTB’ere, som evt. ikke kunne deltage i forrige kursus er også velkomne.
Klubaftener i de mørke vintermåneder – træningsinspiration og brug af cykelcomputer
Vi har nu to klubaftener på programmet. Første klubaften er 25/02/19 kl. 19-21, hvor vi får besøg af fysioterapeut og cykelrytter Anders Lind, Impro. Anders vil give os træningsinspiration til den kommende sæson.
Anden klubaften afholdes 13/03/19 kl. 19-21, hvor flere medlemmer har tilbudt at dele deres viden om Garmin cykelcomputere.
Formålet med aftenerne er desuden, at vi mødes på tværs af Landevej og MTB afdelingen og hygger os sammen.
Begge aftener afholdes i Sparekassen Vendsyssel, Hjørring.
Vi glæder os til at se jer til Generalforsamling 28/01/19 kl. 19 på Halvorsminde Ungdomsskole.